Hvem er Jeg

Jeg hedder Louise, er født i 1980 og bor sammen med min mand og vores datter. Jeg har 2 hunde og 4 katte. Jeg bor i et dejligt hus med have, hvor der er masser af plads til at lege, både ude og inde. Forhaven har vi lavet om til legeplads til børnene. Jeg har en delvis åben udestue hvor børnene sover i krybber og barnevogne, så vidt det er muligt, året rundt.                                                                      

Jeg er som person åben og ærlig, nærværende og omsorgsfuld. Jeg er uddannet salgsassistent inden for isenkram, har en kort periode været på kontor og siden været kommunal dagplejer i 15 år indtil jeg startede min private pasningsordning op i januar 2021.

I mit arbejde lægger jeg stor vægt på, at børnene trives og er glade og trygge, så de får de bedst mulige vilkår for udvikling og læring. Hos mig får alle børn lov til at være dem de er og til at udvikle sig i deres eget tempo i trygge, nærværende og omsorgsfulde rammer, hvor alle bliver set og hørt.  Jeg er ude med børnene stort set hver dag året rundt. Vi leger i haven, går på besøg og tager på ture både i nærområdet og længer væk, hvor vi nogle gange om sommeren har telt med til at sove til middag i. 

Jeg ved hvor vigtigt det er med fokus på krop og bevægelse, motorik og sanser, så det er noget jeg arbejder meget med. Jeg kan f.eks. bruge en bakke, når vi er ude og gå tur, til at kravle eller gå op af og enten trille eller gå ned af igen. Eller vi kan gå på en god legeplads hvor motoriken kan blive udfordret. Det kan også være at vi laver en forhindringsbane i stuen eller tegner en fin tegning.

Det er vigtigt for mig med et godt samarbejde og en åben dialog med forældrene. Forældrene skal være trygge, når de overlader mig ansvaret for det vigtigeste de har, og vide at vi er sammen om at skabe de bedste rammer for deres barn.

Min motivation for at arbejde med små børn er børnene selv. Det er alt fra alle de hyggelige stunder og det spontane kram, til stoltheden i barnets ansigt når noget svært endelig lykkedes for dem, til at vide at jeg har været med til at give dem en god start på livet, når de skal videre til børnehaven.    

Af kurser har jeg:

Dagpleje grundkursus. Børns kompetanceudvikling 0-5 år. Førstehjælp (senest i oktober 2019). Almen fødevarer hygiejne. Kost og ernæringskursus. Pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Inkluderende pædagogiske miljøer i dagtilbuddet. Forældresamarbejde i pædagogiske dagtilbud. Samspil og relationer i pædagogisk arbejde. DGi certificeret. Sprogkursus. Den styrkede pædagogiske læreplan.